Workshop - maling på gamle malerier
Genbrugsstationer og genbrugsbutikker bugner af gamle
malerier med smukke rammer fra den tid, hvor håndværket var i orden.
Mange af motiverne er måske ikke det, vi går og drømmer om
at hænge op på væggene, men det er på samme tid også synd, hvis billederne
ender på forbrændingen. Derfor er jeg begyndt at gå på jagt efter de gamle
billeder og give dem nyt liv. Nogle vil måske argumentere for, at det er synd
at ændre på motiverne, men modargumentet er, at det er endnu mere synd, at
billederne står og samler støv eller ender sine dage på lossepladsen, og at vi,
når vi maler på dem, kan give dem nyt liv og måske igen få lyst til at hænge
billederne op på væggen.
I workshoppen bruger vi tusch til at tegne på de gamle
malerier og efter en kort introduktion til tusch og teknikker, kaster vi os ud
i at tegne på hvert vores maleri. Man er velkommen til at medbringe sit eget
maleri fra gemmerne eller selv at gå en tur på genbrugsjagt inden workshoppen.
Ellers vil det også være muligt at vælge et af de malerier, underviseren har
med.
Materialer er inkluderet i prisen.
Om underviseren
Nogle mennesker visner, hvis de ikke har tid og rum til
at være kreative – sådan et menneske er Charlotte Pless. Hun er typen, som
altid har gang i et eller andet kreativt og gerne i flere projekter på én gang.
Charlotte har tegnet, siden hun var barn, og hun har de senere år været optaget
af, hvordan vi kan give nyt liv til ting og materialer, vi ellers ville have
smidt ud.
Når Charlotte ikke underviser hos FO-Aarhus, arbejder hun
med udsmykningsopgaver kombineret med borgerinddragelse og har bl.a. udsmykket
en del af busboblerne i Aarhus Kommune.