Foredrag: De 7 gode ideer - Sociale fælleder
Hvordan vores sociale liv har et eksplosivt potentiale til at forandre verden
Fælleden * Fællesskabets potentiale * Ejendomstyper *
Følelsesøkonomi * Tinder, GoMore og Joe & The Juice * Postfordisme og
toyotaisme * Værdien af et smil
Fælleden er den jord, som ingen ejer, hvor de jordløse i
gamle dage kunne lade deres køer græsse og på den måde klare sig selv. I dag er
de fleste fælleder enten blevet omdannet til privat jord eller gjort til
offentlig ejendom, som f.eks. Fælledparken. Men fælleden er ikke død. For
overalt omkring os findes der også sociale fælleder, der udspringer af vores
sociale liv med hinanden, og som skaber enorm værdi for alle. Det kunne fx være
sociale fænomener som sproget, hjælpsomheden eller den fede stemning i en
bydel. De er ejede af alle og ingen. Men i en serviceøkonomi, der i stigende
grad baserer sig på følelser, oplevelser og viden, er de sociale fælleder
blevet tidens måske mest værdifulde ressource. En ny runde privatiseringer af
fælleden er på den måde skudt i gang med alle kendetegnene for en ny
guldgraver-feber.
Hvorfor interessere sig for ideen?
Sociale fælleder er nøglen til at forstå den moderne økonomi, der i stigende
grad er blevet en følelsesøkonomi. Med ideen om sociale fælleder bliver vores
begreb om ejendomsret udfordret, og vi bliver bevidst om alle de sociale
fænomener omkring os, der fylder vores liv med værdi. Du vil aldrig se på
smilet i supermarkedet på samme måde igen.
Hvad får jeg ud af foredraget?
Sociale fælleder er en radikal ide, der vil ændre dit syn på betydningen af det
sociale og på økonomi i det hele taget. Ideen har potentialet til at fylde dit
lokalsamfund med liv, når nye, stærke sociale fælleder begynder at knopskyde
overalt i form af delebilsordninger og fællesspisninger. Mærk styrken i at gøre
noget sammen med andre uden om både stat og marked.
Om underviseren
Jakob Holgersen Lovas er filosof og optaget af, hvordan ideer kan påvirke vores
liv og handlinger. Han er uddannet i filosofi og kritisk teori fra Københavns
Universitet og Ludwig Maximilian Universität München, og han har som lærer i
filosofi undervist hundredvis af mennesker i vores kulturs bedste ideer og det
potentiale, de har til at skabe forandringer. Han har holdt foredrag over hele
landet og skrevet om mange forskellige emner. Hans fokus er altid at få
filosofien væk fra den verdensfjerne abstraktion og ud i virkeligheden for at
skabe værdi for mennesker. Her har filosofien et enormt overset potentiale.
Jakob Holgersen Lovas er et højskolemenneske, der tror på
dannelse og værdien af at virke i samspil med andre. Derfor er han medstifter
af Danmarks grønne højskole, Højskolen Grobund, der ligger på Djursland ved
Ebeltoft, og holder kurser i tiny house-byggeri, permakulturlandbrug og
filosofi om grøn omstilling.