Den vestlige kunsthistorie fra antik til nutid

Et godt kunstværk er tidløst, siger mange; selv flere tusind år efter dets produktion kan det stadig tryllebinde mennesker. Et godt kunstværk er dog også uundgåeligt produceret på et bestemt tidspunkt – et bestemt tidspunkt i historien, hvor samtidige begivenheder og verdensanskuelser potentielt har sat et præg. I dette kursus skal vi tryllebindes af et væld af kunstværker fra den vestlige kunsthistorie – idet vi samtidig dykker ned i de store linjer i de verdensanskuelser, kunstforståelser og religioner, der kan tænkes at have præget værkerne. For at kaste lys over sagerne skal vi bl.a. læse centrale tekster helt tilbage fra omkring år nul.

 

Jeg håber at se mange til et kursus fyldt med tryllebindende kunstværker, tankevækkende tekster og stor begejstring. Vel mødt! Du vil på kurset få et lille kompendium, så du kan forberede til de enkelte mødegange.

 

1. Antikken: Vi starter der, hvor kunst og arkitektur stadig somme tider den dag i dag finder inspiration: i Det gamle Grækenland. Her skal vi naturligvis en tur til Akropolis – og ikke mindst fokusere på de smukke formfuldendte skulpturer fra den klassiske tid. Vi vil dog også rejse endnu længere tilbage og forsøge at forstå, hvad meningen er med den langt mere rå arkaiske stil.

2. Byzantion: Med kristendommens opståen og lovliggørelse blomstrede et væld af kirkebygninger frem. Vi vil i denne lektion se nærmere på de østlige og tidligste af slagsen – nemlig de byzantinske, hvis tema tydeligvis er funklende guldmosaikker, store kupler og ikke mindst forsøg på at fremstille det hellige.

3. Højmiddelalderen: Vi spoler lidt frem i tid og rejser mod vest, hvor der i højmiddelalderen skød den ene efter den anden gotiske kirkebygning op. Som vi skal se i denne lektion, er bygningerne hver især et helt lille kosmos – og som en kendt abbed fra tiden siger, kan man via deres materialer rejse direkte op til Gud.

4. Renæssancen: I denne lektion vil vi gøre som renæssancemennesket: nemlig huske tilbage på lektion 1, hvor vi læste Vitruv og talte om søjler. Vi skal fokusere på, hvordan de antikke idealer begynder at præge arkitekturen igen i renæssancen – og vi skal dykke ned i, hvordan der opstår en helt ny måde at se på, hvilket især malerkunsten vidner om.

5. Barokken: Som det fornemmedes af sidste lektion, var renæssancen på mange måder en epokegørende tid. I denne lektion skal vi beskæftige os med efterdønningerne – bl.a. med den katolske modreformation og ikke mindst dens visuelle udtryk: barokken. Vi vil lade os narre af dens talrige illusoriske greb, og vi vil leve os ind i dens svulstighed.

6. Oplysningstiden/romantikken: Endnu engang skal vi erindre, hvad vi hørte i lektion 1, og vi skal undersøge, hvordan de antikke idealer i en ny udformning atter i 1700-tallet vender tilbage. Desuden skal vi dykke ned i tidens filosofi og dennes beskæftigelse med det sublime – et tema, som bl.a. præger romantikernes værker.

7. Moderniteten/postmoderniteten: I denne sidste lektion vil vi bevæge os op mod nutiden, idet vi først skal undersøge, hvad der menes med sætningen ”kunsten for kunstens skyld”. Dernæst skal vi dvæle lidt ved 1960'erne og alle de afgørende brud, som prægede kunsten i det årti – og slutteligt tale om, hvad alt dette har betydet for kunsten i dag.


Om underviseren:

Mit navn er Elisabeth Evald Bruus, og jeg har to bachelorgrader – i kunsthistorie og teologi – og desuden en kandidatgrad i sidstnævnte. Jeg har i løbet af mine snart 11 år på universitetet interesseret mig for den vestlige idéhistories rige behandling af emner som æstetik og skønhed. Særligt holder jeg af, når højtflyvende ideer har fundet vej til materielle udtryk, som vi i eftertiden kan studere – fx kirkebygninger og malerier – og i øvrigt kan jeg slet ikke lade være med at fortælle om det, jeg ved noget om! Derfor har jeg undervist i talrige sammenhænge – fx som hjælpelærer på universitetet og som foredragsholder på forskellige højskoler – og det bedste, jeg ved, er, når andre begejstres sammen med mig.
Man04.10.202119:00-20:50
Man11.10.202119:00-20:50
Man25.10.202119:00-20:50
Man01.11.202119:00-20:50
Man08.11.202119:00-20:50
Man15.11.202119:00-20:50
Man22.11.202119:00-20:50

Kursusnummer
21-1457

Første mødegang
Man 04.10.2021 19:00-20:50

Sidste mødegang
Man 22.11.2021 19:00-20:50

Underviser
Elisabeth Evald Brus

Sted
Vester Allé 8
Vester Allé 8
8000 Aarhus C

Lokale
VA8-203 (21 pers.)

Pris

650,- Almen

Del på Facebook

FO Aarhus


Frederiksgade 78C
8000 Aarhus C

Telefon: 87 46 45 00
Mail: info@fo-aarhus.dk
CVR: 58 96 19 14
Telefontid: Man-Fre 9.00 - 15.00