Det Daglige Arbejde

Afkrydsningsskema
Du skal løbende føre et skema. Dette skema er holdets officielle dokument.

Vi sender dig en afkrydsningsliste, hvor holdets datoer er forudfyldt. Du skal notere antallet af deltagere ud for de enkelte datoer.

Det er vigtigt, at du fører skemaet omhyggeligt, også for din egen skyld og til brug for planlægning af kommende kurser.

HUSK at skemaet skal returneres udfyldt til kontoret senes 14 dage efter holdets afslutning.

Vi bestræber os på at fremsende dit skema senest ved 3. mødegang.

Lektionslængde
En lektion er på 55 min., hvoraf 10 min. kan anvendes til pause.

Pauserne må gerne slås sammen efter deltagernes ønske, men man kan ikke lægge pauserne til sidst og gå hjem før slut.

Hvis ingen deltagere møder op, bortfalder lærerlønnen. Timerne skal da aflyses og læses en anden gang. Meddelelse herom gives seneste følgende dag til kontoret.

Hvis der ingen deltagere møder, regnes det ikke som en undervisningsgang, og der udløses altså ingen løn.

Lokaler
Retningslinier for brug af lokaler.
Brug af andre lokaler end de anviste skal meddeles kontoret. Som lærer disponerer du over det tildelte lokale i undervisningstiden, men du er samtidig ansvarlig for, at lokalet afleveres, som det er modtaget:

  • Ryd op efter jer
  • Stil stole og borde på plads.
  • Visk tavlen ren o.s.v.

Evt. skader på inventar eller materiale skal meddeles skolebetjenten.

Rygning er ikke tilladt i undervisningslokalerne. Der henvises til rygearealerne. I øvrigt henvises til ordensreglementet for brug af kommunale skolelokaler.

Du kan være FO-Aarhus og dine kollegaer behjælpelig ved at underrette os om gode faglokaler, som (officielt eller uofficielt) står ledige på skolerne.

Vi vil også gerne høre dine kommentarer om din lokalers egnethed og udstyr.

Hvis dit hold ikke er sluttet 1. maj, hvor de fleste kommunale skoler lukker for fritidsundervisningen, må du i god tid aftale andre lokaler med kontoret.

Ved Folketingsvalg, kommunalvalg og EU-valg skal man altid kontakte pedellen og høre, hvilke specielle vilkår, der er netop på din skole.

Det er ikke alene på valgdagen, at din undervisning kan blive påvirket, men f.eks. også dagen før valget. Det er irriterende for dig og dine elever at gå forgæves, og så giver det heller ikke løn.

Så husk, det er op til dig som underviser, at kigge efter opslag på netop din skole.

Undervisningsmateriale
Indkøb af undervisningsmaterialer er IKKE inkluderet i kursusprisen.

Indkøb af materialer, bøger m.m. er normalt ikke indbefattet i kursusprisen, men påhviler deltagerne.

Hvis der købes samlet ind til et hold er det lærerens ansvar.

FO-Århus er ikke bundet uden skriftlig accept fra skolelederen.

AV-udstyr m.m
Du kan låne forskelligt undervisningsmateriale på kontoret.

Fotokopimaskinen kan lånes. Prisen pr. kopi er p.t. 50 øre. For farvekopier 1 kr.

Har du brug for at lave transparenter kan dette også lade sig gøre. Prisen får du af kontoret.

Det er også muligt at bruge en VHS-Videoafspiller eller en overhead i Badstuegade 9 eller Guldsmedgade 25, hvis dette ikke findes på de steder, hvor du skal undervise. Udstyret må ikke flyttes.

Endvidere kan du låne båndoptager og videooptageudstyr.

Lånet er på lærerens eget ansvar, og udstyret skal afleveres i samme stand som ved udlånet.

På kontoret findes desuden en telefax, som du er velkommen til at benytte. Priserne i Dkr. er kr. 5,00 pr. ark for forsendelse og kr. 10,00 pr. ark for modtagelse.

Telefax til udlandet:
Afsendelse: Se takster (pr. minut) på kontoret. Modtagelse kr. 10,00 pr. ark.

Materialesamling og ordbøger kan du få adgang til ved henvendelse til kontoret.

Center for undervisningsmidler
Du kan lån undervisningsmateriale, klassesæt, bånd, videoer og film på Center for Undervisningsmidler. 

Adressen er:

Center for undervisningmidler
Vesterskovvej 4
8660 Skanderborg
Tlf. 87 93 39 33
Fax. 87 93 39 99

Materialer fra fællessamlingen og båndcentralen skal bestilles ved skranken i informationsafdelingen og kan afhentes 4 dage senere i bogdepotet eller kan afleveres på FO-Aarhus' kontor 1 gang ugentligt.

Amtscentralen afleverer din bestilling hos FO-Aarhus om onsdagen.

Læreren skal selv give Amtcentralen besked, når der ligger brugte materialer til afhentning hos FO-Aarhus. (FO-Aarhus' reg. nr. 75 18 41).

Men også her er det lærerens ansvar, at de lånte materialer afleveres, så lån ikke de dyre bøger ud til et nyt hold den første aften).

Copy-Dan
Der er indgået en centralaftale med Copy-Dan om kopiering af ophavsretligt beskyttet materiale på aftenskoleområdet.

Vederlaget for kopiering af fastsat til 4,8 øre pr. deltagertime og 19 øre pr. kopi.

Vederlaget er betalt forlods via deltagerindbetalingerne.

Genetablering af hold
Mulighed for genetablering af hold. Rabat på kr. 50,00 pr. elev ved samlet elevindbetaling.

Du kan selv gøre meget for at genetablere et hold.

Tal med deltagerne om det i god tid. Sørg for, at de får det nye program. Hav evt. nogle elevkvitteringer med.

Hvis du kommer med en samlet elevindbetaling for hele holdet, får hver deltager en rabat på kr. 50,00, der fratrækkes kursusprisen.

Det nøjagtige beløb for kurset afhænger af antal deltagere.

Et godt råd:

Gem lister med deltagernes data. Du får måske engang brug for at sende et lille kort til en deltager, der har "glemt" at melde sig til næste sæsons kursus. Mange bliver glade for det lille skub, og du får tilstrækkelig mange deltagere til, at holdet kan sættes i gang.

Specialreklame
Lav din egen folder.

Hvis du har en speciel målgruppe, du som underviser gerne vil henvende dig til, har du mulighed for, at lave en lille folder (F.eks. A4 foldet i A5 format).

FO-Aarhus tilbyder at fotokopiere dit materiale i det antal eksemplarer, du vil dele ud.

Diplom til kursister
Bevis for kursusdeltagelse udstedes på anmodning.

Hvis nogle deltagere måtte ønske det, kan FO-Aarhus udstede et ikke-kompetencegivende bevis på, at de har deltaget i dit kursus.

Deltagerne skal være mødt til undervisningen i 80% af tiden for at kunne få diplom.

Holdafslutning
Kom med forslag til kommende sæsons program allerede ved holdafslutning.

A/B-skemaet afleveres senest 14 dage efter, at holdet er afsluttet - Skemaet afleveres eller sendes til FO-Aarhus, Frederiksgade 78C, 8000 Aarhus C, Att.: Kirsten Birk Nielsen - og så er det allerede tid til at tænke på næste sæson.

Kom med dine idéer/forslag til det nye program allerede på dette tidspunkt.

Du har i langt højere grad fingeren på pulsen, når du lige har afsluttet en sæson, end hvis der f.eks. går en hel sommerferie, før du igen begynder at tænke i disse baner.

KONTAKT


FO Aarhus
Frederiksgade 78C
8000 Aarhus C

Skoleleder: Torben Dreier

Telefon: 87 46 45 00

CVR: 58961914

Telefontid: Man-Fre 9.00 - 13.00 pt.

Gå gennem porten og ind i gården. Følg de grønne skilte. Find direkte mails og telefonnumre på www.fo-aarhus.dk

Medlem af Fora
;